Tango forklaret: fra Río de la Plata

Tre kunster i én

UNESCO betragter tango som tre kunster på én gang: musik, dans og poesi. Optagelsen beskriver en tradition udviklet af byens lavere klasser, hvor europæiske immigranter, efterkommere af afrikanske slaver og regionens criollos mødtes. Den siger, at tango legemliggør og fremmer mangfoldighed og kulturel dialog, og at den stadig praktiseres i de traditionelle dansesale i Buenos Aires og Montevideo. Den fælles argentinsk-uruguayanske optagelse stammer fra 2009. Optagelsen placerer tangoen i Río de la Plata-bassinet, tæt knyttet til Buenos Aires og Montevideo.

Havnekvartererne i 1880'erne

Tangoen begyndte i 1880'erne i arbejderklassens havneområder langs Río de la Plata, flodmundingen mellem Argentina og Uruguay. Barer og bordeller hyrede ofte orkestre til at underholde deres gæster. Stedets egen blog tilføjer, at den tidlige tango mest blev danset af mænd, fordi den store indvandring skabte mangel på kvinder, og at mændene øvede sig på gadehjørner, før de gik til milongas.

Tre rødder

Wikipedia beskriver tangoen som en blanding af den argentinske milonga, den spansk-cubanske habanera og den uruguayanske candombe. Disse navne er værd at kende, for den første, milonga, blev også navnet på dansearrangementet, hvor tango danses. Blandingen afspejler de kvarterer, hvor den blev født, hvor indvandrere fra Europa boede side om side med afroefterkommer-samfund og lokale criollos, ofte i overfyldte lejeboliger kaldet conventillos.

Til Paris og tilbage

Dansere og orkestre fra Buenos Aires rejste til Europa i begyndelsen af det tyvende århundrede. Den første europæiske tangofeber opstod i Paris, efterfulgt af London, Berlin og andre hovedstæder. Ifølge stedets blog omfavnede elegante parisiske saloner dansen, og derefter accepterede Buenos Aires' elite den. Argentinsk tango var i starten blevet afvist af middel- og overklassedansere, som foretrak selskabsdansformer som den wienske vals.

Den gyldne tidsalder

Det centrale repertoire af traditionel tango stammer fra 1930'erne til 1950'erne, ofte kaldet den gyldne tidsalder. Stedets blog beskriver det som en professionel industri med store orkestre, dansesale og internationale turnéer. Tango canción, den sungne form, udviklede tekster om kærlighed, tab, svig og nostalgi, og Carlos Gardel var med til at udvikle den i 1920'erne og omkom i et flystyrt i 1935.

Tæt omfavnelse, åben omfavnelse

Argentinsk tango danses i en tæt omfavnelse, bryst mod bryst, eller i en åben omfavnelse, afhængigt af stilen. Tango canyengue var en tidlig, rytmisk stil fra 1900'erne, danset i en lukket omfavnelse, og tango nuevo, som blev populær efter 1980, bruger en mere åben omfavnelse og mere komplekse figurer. Selskabstango er en anden dans med staccato-bevægelser og hovedkast, som er fremmede for Río de la Plata-stilen.

Hvem holder den i live

UNESCOs optagelse nævner de mennesker, der praktiserer tango: musikere, professionelle og amatørdansere, koreografer, komponister, sangskrivere og lærere sammen med nationale levende skatte, som legemliggør tangoens kultur. Den tilføjer, at tango indgår i nationale kulturarvsfejringer i begge lande. Wikipedia bemærker, at lirekasser hjalp med at sprede dansen fra forstæderne. Den blanding af professionelle og amatører er grunden til, at du kan se et show i et lille lokale den ene aften og en milonga i nabolaget den næste.

Scenetango og social tango

I dag lever tangoen to steder. På scenen optræder professionelle dansere og musikere med koreograferede eller improviserede værker for et publikum, det være sig i en stor sal eller et lille lokale. På dansegulvet danser folk socialt til milongas, hvor essensen ifølge byens turistwebsite ligger i omfavnelsen og forbindelsen til en partner, ikke i avancerede trin. At opleve begge dele giver det fuldkomne billede af kunsten.

Læs næste: Sådan fungerer en milonga: tandas og cortinas